Børnetestamente - hvem skal passe jeres børn, hvis I dør?

Et børnetestamente er et dokument, hvor I skriver, hvem I ønsker skal have forældremyndigheden over jeres børn, hvis I selv dør.

Forestil dig, at I begge omkommer i den samme ulykke en almindelig tirsdag. Jeres børn på 4 og 7 år bliver hentet i institutionen af en pædagog, og ingen myndighed ved, om de skal bo hos mormor, hos jeres bedste venner eller hos en moster i Aalborg. Det spørgsmål skal afgøres hurtigt, og det bliver afgjort, uanset om I har skrevet noget ned.

Ordet er ikke juridisk. Loven taler om en tilkendegivelse. Forældreansvarslovens § 16 siger kort, at indehavere af forældremyndigheden kan tilkendegive, hvem der efter deres død bør have tillagt forældremyndigheden. Mere står der ikke, og det er både styrken og svagheden ved dokumentet.

Styrken er, at I selv kan skrive det uden notar, vidner eller særlige formuleringer. Svagheden er, at loven ikke gør det bindende. Børnetestamentet er et ønske, som myndighederne skal forholde sig til, ikke en ordre de skal følge.

Navnet får mange til at tro, at det også handler om penge. Det gør det ikke. Hvem der arver jer, og hvordan arven skal forvaltes, bestemmer I i et almindeligt testamente, og de to dokumenter løser to forskellige problemer.

Dør kun den ene af to forældre med fælles forældremyndighed, får den anden forældremyndigheden alene, og først når der ikke er en forælder at give den videre til, skal nogen træffe et egentligt valg.

Forældreansvarslovens § 15 skelner mellem tre situationer. Hvilken af dem jeres familie hører til, afgør, om et børnetestamente overhovedet kommer i spil.

Den tredje række overrasker mange. Har en mor forældremyndigheden alene, går den ikke automatisk til faren, når hun dør. Han kan søge, men det kan mormoren eller en ny samlever også, og afgørelsen træffes efter, hvad der er bedst for barnet.

Afgørelsen træffes af Familieretshuset eller familieretten. Forældremyndigheden kan også gives til et ægtepar eller et samlevende par i forening, fordi § 15, stk. 4 henviser til reglen i § 13, stk. 2. I kan altså godt ønske jer mosteren og hendes mand som et par.

Et børnetestamente følges ikke automatisk, men det indgår i vurderingen af barnets bedste, og jo bedre det er begrundet, jo lettere er det at lægge vægt på.

Forældreansvarslovens § 4 er den regel, alt andet skal passe ind i. Afgørelser efter loven træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Jeres ønske vejer derfor tungest, når det tydeligt hænger sammen med barnets hverdag, og svagest, når det ligner et valg, I traf for mange år siden og aldrig har set på igen.

Tre ting gør en tilkendegivelse stærkere. Personen kender barnet og har en relation til det i dag. Valget er begrundet med noget konkret, fx skole, søskende eller nærhed til resten af familien. Og den person, I peger på, har sagt ja.

Sammenlign med en tilkendegivelse, der kun siger "børnene skal bo hos min søster". Den kan stadig blive fulgt, men den, der skal afgøre sagen, får ingen hjælp til at se, hvorfor netop søsteren er det bedste for børnene. Begrundelsen er det, der gør jeres ønske til et argument.

Et børnetestamente mister vægt, hvis forholdene har ændret sig. Personen kan være flyttet langt væk, blevet syg eller have mistet kontakten med børnene. Derfor skal dokumentet læses igennem, når livet ændrer sig.

I laver et børnetestamente ved at vælge en person og en reserve, tale med dem, skrive ønsket ned med en begrundelse og underskrive det med dato.

Loven stiller ingen formkrav til tilkendegivelsen, så rækkefølgen herunder er ikke en lovregel. Den er sat sammen, så dokumentet holder, også den dag det skal bruges af nogen, der aldrig har mødt jer.

1. Vælg jeres førstevalg Tænk på barnets hverdag om fem år, ikke kun i dag. Alder, helbred, bopæl og egne børn betyder mere end, hvem I står nærmest.
2. Vælg en reserve Førstevalget kan selv være død, syg eller sige nej, når det bliver aktuelt. En reserve sparer en ny sag.
3. Tal med dem begge Et ja, som personen selv har givet, gør jeres ønske langt lettere at følge. Skriv i dokumentet, at I har talt sammen.
4. Skriv begrundelsen Nævn skole, søskende, relationer og andet, der viser, hvorfor valget er godt for børnene. Nævn også, hvis der er nogen, I ikke ønsker.
5. Underskriv og datér Har I fælles forældremyndighed, skriver I begge under. Så er der ingen tvivl om, at ønsket er fælles.
6. Gem det, hvor det bliver fundet Et dokument, ingen finder, har ingen virkning. Fortæl førstevalget, hvor det ligger.

Mange vælger at skrive tilkendegivelsen ind i deres testamente. Underskriver I det som et notartestamente, bliver testamentet registreret centralt og fundet, når en af jer dør. Efter anmodning kan en genpart også opbevares på dommerkontoret.

Det er kun indehavere af forældremyndigheden, der efter § 16 kan tilkendegive deres ønske. En forælder uden forældremyndighed kan godt skrive sit ønske ned, men det er ikke en tilkendegivelse efter loven.

Ja, I kan selv skrive et børnetestamente, også ud fra en skabelon på nettet, fordi loven ikke kræver en bestemt form, men indholdet afgør, om det kan bruges.

En skabelon giver jer overskrifterne. Den giver jer ikke begrundelsen, og det er netop den del, der gør forskellen, når en sag skal afgøres efter barnets bedste. Et udfyldt skema med et navn og en underskrift er bedre end ingenting, men ikke meget bedre.

Brug listen herunder til at tjekke jeres udkast, uanset om I skriver det fra bunden eller bruger en skabelon.

• Fulde navne og fødselsdatoer på jer og på hvert barn.
• Førstevalget og reserven med fulde navne, og om I ønsker et par i forening.
• En begrundelse, der handler om børnene og deres hverdag.
• Oplysning om, at de udpegede kender ønsket og har sagt ja.
• Eventuelle personer, I ikke ønsker, og hvorfor.
• Dato og underskrift fra begge indehavere af forældremyndigheden.

Får I flere børn, skal det nye barn med. Et dokument, der kun nævner de to ældste, siger intet om den yngste, og den, der skal afgøre sagen, må gætte på, hvad I ville have ønsket.

Et børnetestamente bestemmer, hvem der tager sig af børnene, mens et almindeligt testamente bestemmer, hvem der arver, og hvordan arven til børnene skal håndteres.

Er I ikke gift, arver børnene alt efter den af jer, der dør, hvis der ikke er et testamente, og de arver lige (arvelovens § 1). En fjerdedel af hvert barns arvelod er tvangsarv (§ 5). Er børnene under 18 år, er de umyndige og kan ikke selv råde over arven (værgemålslovens § 1).

Pengene styres af en værge. Hovedreglen er, at den, der har forældremyndigheden, også er værge (værgemålslovens § 2). Den, der får børnene, får altså som udgangspunkt også ansvaret for deres penge. Hvordan rollerne kan deles mellem to personer, og hvad der kræves af den, der bliver værge for børn, er en sag for sig.

Værgen skal sørge for, at barnets formue og indtægter bruges til gavn for barnet (værgemålslovens § 25). Kontanter og værdipapirer skal som udgangspunkt stå i en forvaltningsafdeling i et godkendt pengeinstitut, mens værgen selv forvalter mindre beløb og barnets ting (§ 35). En moster, der har barnet boende og står for den daglige omsorg, har altså ikke fri rådighed over arven. I testamentet kan I bestemme, at reglerne om forvaltningsafdeling ikke skal gælde for friarven (§ 38). Hvordan det fungerer i praksis, og hvad der sker ved 18 år, gennemgår vi under arv til børn.

I en sammenbragt familie er et børnetestamente vigtigere end i andre familier, fordi en stedforælder ikke har forældremyndighed og ikke automatisk har en plads i sagen.

Tag Camilla, der bor med sin søn på 10 år og sin nye mand Thomas. Sønnens far bor i Esbjerg, og forældrene har fælles forældremyndighed. Dør Camilla, får faren forældremyndigheden alene (§ 15, stk. 1). Fordi sønnen ikke boede hos faren, kan Thomas søge om forældremyndigheden (§ 15, stk. 2), og her kan Camillas børnetestamente vise, hvad hun ønskede.

Havde Camilla haft forældremyndigheden alene, kan både faren og Thomas søge (§ 15, stk. 3). Hendes skriftlige ønske, med en begrundelse om skole, venner og hverdagen med Thomas, er så et af de få spor efter hendes vilje.

Arven følger ikke de samme linjer. Thomas arver ikke sin stedsøn, og sønnen arver ikke Thomas, medmindre et testamente siger det. Hvordan I sikrer særbørn i en sammenbragt familie, hænger tæt sammen med, hvem der skal have dem, hvis I dør.

Jo flere voksne der har en rolle i børnenes liv, jo mere er der at tage stilling til. Et børnetestamente kan ikke garantere udfaldet. Til gengæld kan det sikre, at jeres ønske og jeres grunde er det første, der bliver læst, og at de, der står tilbage, ikke skal gætte på, hvad I ville have valgt.