Mediation - konfliktmægling, retsmægling og mediator

Mediation er ikke en dommer i blødt tøj. En mediator træffer ingen afgørelse, giver ingen af jer ret og kan ikke tvinge nogen til noget. Opgaven er at styre samtalen, så I selv kommer frem til en aftale, som I begge kan leve med. Det er derfor, mediation også kaldes konfliktmægling.

Tre ting kendetegner formen. Den er frivillig, så hver af jer kan stoppe undervejs. Mediatoren er neutral og må ikke tage parti. Og resultatet er jeres eget, for der kommer kun en løsning, hvis I begge siger ja til den. Det adskiller mediation fra alle de veje, hvor en tredjemand bestemmer udfaldet. Overblikket over de veje står samlet under tvister.

Privat mediation er ikke reguleret i nogen af de love, der gælder for mægling ved domstolene eller politiet. Titlen mediator er ikke beskyttet, så uddannelse og erfaring varierer meget. Spørg derfor altid, hvilken mægleruddannelse personen har, og om vedkommende har en ansvarsforsikring. Det er netop de to krav, Domstolsstyrelsen stiller til advokater, der vil være retsmæglere.

Ordet mægling dækker over fire forskellige ordninger i Danmark. De ligner hinanden i metoden, men de starter forskellige steder og hviler på forskellige regler. Tabellen viser, hvor hver form hører hjemme.

Forligsmæglingen er den, de fleste møder uden at vide det. I alle borgerlige sager i første instans skal retten forsøge at mægle forlig, medmindre det på forhånd ser forgæves ud (§ 268, stk. 1-2). Med jeres tiltræden kan dørene lukkes under mæglingen (§ 269). Forskellen til retsmægling er, at dommeren her også er den, der senere dømmer, og det gør mange parter mere forsigtige med, hvad de siger.

Konfliktråd er en helt anden situation. Her mødes den, der er blevet udsat for en forbrydelse, med gerningsmanden. Det kræver, at begge siger ja, og at gerningsmanden i det væsentlige har tilstået (lov om konfliktråd § 2, stk. 1 og 3). Er en af dem under 18, skal forældremyndighedens indehaver også give samtykke (§ 2, stk. 2). Mødet ændrer ikke straffen (§ 4), men mange forurettede får svar på det, retssagen aldrig spurgte om.

Retsmægling er mediation med rettens rammer om. Er der allerede anlagt en sag ved byretten, landsretten eller Sø- og Handelsretten (retsplejelovens § 271), kan I sammen bede retten om at udpege en retsmægler. Det kræver, at tvisten handler om noget, I selv kan råde over (§ 272). Penge, ejendom og kontrakter er typiske eksempler.

Retsmægleren er enten en dommer eller fuldmægtig, som retspræsidenten har udpeget til opgaven, eller en advokat, som Domstolsstyrelsen har antaget (§ 273, stk. 1). Advokaten skal drive advokatvirksomhed, have gennemført en relevant uddannelse i mægling og have en ansvarsforsikring (BEK 365/2008 § 3). Antagelsen gælder i 4 år og kan efter ansøgning forlænges med 4 år ad gangen (§ 5, stk. 1-2). Retsmægleren er omfattet af de samme regler om inhabilitet som en dommer, så en, der er i familie med en af jer eller på anden måde kan rejse tvivl om sin upartiskhed, må ikke mægle (§ 274, jf. §§ 60 og 61).

Fire regler gør retsmægling til noget andet end et forligsmøde i retssalen.

• Retsmægleren tilrettelægger forløbet sammen med jer og må gerne tale med hver af jer alene, hvis I er enige om det (§ 275).
• Det, der kommer frem, er fortroligt, medmindre I aftaler andet (§ 277, stk. 1). Fortsætter retssagen, kan en part dog bruge en oplysning til at bede retten om at pålægge modparten at udlevere bestemte dokumenter (§ 277, stk. 4).
• Retsmægleren må ikke bagefter være dommer eller advokat i sagen (§ 279, stk. 1). I kan derfor tale frit uden at frygte, at mægleren dømmer jer på det.
• Retsmæglingen slutter, når I er enige, når retsmægleren beslutter det, eller når en af jer beder om det (§ 276, stk. 1). Retsmægleren skal stoppe, hvis I er på vej mod en aftale, der strider mod ufravigelig lovgivning (§ 276, stk. 2).

Retsmægling giver jer altså mediationens frihed, men med en mægler, som domstolen står inde for. Det er et godt valg, når sagen er anlagt, og I begge kan se, at en dom tager lang tid og efterlader en taber.

Et mediationsforløb følger som regel samme rytme, uanset om mediatoren er privat eller udpeget af retten. Det tager ofte en enkelt lang dag. Større sager kan strække sig over flere møder.

1. Forsamtale Mediatoren taler med hver af jer for sig om konflikten, og om mediation overhovedet giver mening.
2. Rammeaftale I skriver under på, at deltagelsen er frivillig, at det sagte er fortroligt, og hvordan omkostningerne deles.
3. Hver sin fortælling På det første fælles møde får hver af jer tid til at fortælle uden at blive afbrudt. Mediatoren gentager kernen, så begge kan høre, at den er forstået.
4. Fra krav til behov Mediatoren spørger ind til, hvorfor kravet er vigtigt. Bag "jeg vil have halvdelen" ligger ofte et konkret behov, som kan dækkes på flere måder.
5. Enesamtaler Mediatoren kan tale med hver af jer alene. Her kan I sige, hvad I reelt kan acceptere, uden at modparten hører det.
6. Løsningsforslag I lægger mulige løsninger på bordet og afprøver dem mod spørgsmålet "hvad sker der, hvis vi ikke bliver enige?".
7. Skriftlig aftale Det, I er enige om, skrives ned og underskrives, gerne efter at hver af jer har fået sin egen rådgiver til at læse det igennem.

Trin 4 er der, hvor de fleste mediationer vender. Så længe I står fast på hver jeres krav, er der kun én kage at dele. Når behovene kommer frem, opdager I ofte, at I ikke vil have det samme.

En aftale fra en privat mediation binder jer som enhver anden aftale. Bryder den ene part den, kan den anden part kræve den opfyldt, men som udgangspunkt først gennem en retssag. Det er den svage side ved privat mediation, og det er der to måder at løse på.

Den første er at lade aftalen ende som et retsforlig. Ved retsmægling kan en dommer, der har været retsmægler, efter jeres anmodning indføre aftalen som retsforlig i retsbogen og hæve sagen (retsplejelovens § 279, stk. 2). Et forlig indgået for retten kan tvangsfuldbyrdes direkte i fogedretten på samme måde som en dom (§ 478, stk. 1, nr. 2). Det samme gælder et forlig fra dommerens forligsmægling, som indføres i retsbogen (§ 270, stk. 1).

Den anden måde bruges ved privat mediation, når aftalen handler om penge. Et skriftligt forlig om gæld, der allerede er forfalden, kan bruges direkte i fogedretten, hvis det udtrykkeligt står i forliget (§ 478, stk. 1, nr. 4). Skal beløbet betales senere eller i rater, kan skyldneren skrive under på et gældsbrev med samme slags klausul (§ 478, stk. 1, nr. 5). Uden den sætning har I kun en aftale, og ikke et dokument, fogeden kan handle på.

Aftaler om fx brug af en ejendom, adfærd eller undskyldninger kan ikke fuldbyrdes på samme måde. Her afhænger holdbarheden af, at aftalen er så præcis, at ingen af jer senere kan læse den på to måder.

Mediation kræver to, der vil. Nægter modparten at møde op, eller svarer vedkommende slet ikke, er der intet at mægle om, og så er en retssag eller inkasso den realistiske vej. Det samme gælder, hvis du har brug for en hurtig afgørelse, fx fordi modparten er ved at skille sig af med det, I strides om.

Mediation passer også dårligt, hvor den ene part har langt mere magt end den anden, eller hvor der har været vold eller trusler. Mediatoren kan ikke beskytte den svage part på samme måde som en dommer. Og efter en forbrydelse kan et konfliktråd aldrig erstatte straffesagen, for loven siger udtrykkeligt, at mæglingen ikke træder i stedet for straf (lov om konfliktråd § 4).

Endelig kan kontrakten selv have valgt vejen. Står der i aftalen, at tvister skal afgøres af en privat domstol, gælder reglerne om voldgift, og så handler det om en afgørelse, ikke om en fælles løsning. Mediation kan stadig bruges først, hvis I begge vil.

Har du brug for en afgørelse, der kan bruges som rettesnor i fremtidige sager, giver mediation heller ikke det, for aftalen er fortrolig og binder kun jer.

Søskende, der arver et sommerhus sammen, er et klassisk tilfælde for mediation. Pengene er kun den ene halvdel af konflikten. Den anden er minder, der ikke kan deles med en lommeregner.

Uden mediation ville en retssag kun kunne svare på, om huset skal sælges. Den kunne ikke give Thora de to uger i juli eller Hjalmar tid til at betale.

Jo flere punkter du kan sætte flueben ved, jo større er chancen for, at mediation lykkes. Mangler du mange, er det et tegn på, at en anden vej er bedre.

• Vil I begge gerne finde en løsning, også selv om ingen af jer får det hele?
• Skal I have noget med hinanden at gøre bagefter, som familie, naboer eller forretningspartnere?
• Handler tvisten om noget, I selv kan råde over, og ikke om straf eller ufravigelige regler?
• Kan I begge sidde i samme rum uden frygt for vold eller trusler?
• Har I hver især det overblik over økonomi og dokumenter, der skal til for at tage stilling?
• Er der en mediator, I begge har tillid til, og som har en mægleruddannelse og en ansvarsforsikring?
• Er I enige om, at det sagte er fortroligt, og hvordan omkostningerne deles?
• Ved I, hvordan aftalen skal skrives, hvis den skal kunne gå direkte til fogedretten?

En god tommelfingerregel er at prøve mediation, før positionerne er låst fast i processkrifter. Jo tidligere I sætter jer ved bordet, jo mere er der at forhandle om.