Gensidigt testamente - sådan sikrer ægtefæller hinanden

Med et gensidigt testamente kan den længstlevende arve alt det, der ikke er børnenes tvangsarv, og med to børn er det op til syv ottendedele af afdødes formue.

Mange gifte par tror, at de automatisk arver alt efter hinanden. Det gør de ikke, når der er børn. Efter arvelovens § 9 arver ægtefællen halvdelen af afdødes formue, og børnene deler den anden halvdel (§ 1).

Et gensidigt testamente er det dokument, hvor I begge bestemmer, at den af jer, der lever længst, skal have så meget som muligt. I opretter det sammen, og det virker begge veje, uanset hvem der dør først.

Grænsen er børnenes tvangsarv. En fjerdedel af hvert barns arvelod er tvangsarv (§ 5), og den kan I ikke skrive væk. Resten er friarv, som I frit kan give hinanden.

Med to børn betyder det, at den længstlevende kan arve op til syv ottendedele af afdødes formue, mens hvert barn som minimum får en sekstendedel. Omvendt har ægtefællen selv tvangsarv på en fjerdedel af sin arvelod (§ 10). Ingen af jer kan altså skrive den anden helt ud.

Formkravene er de samme som for ethvert andet testamente. I underskriver for en notar eller med to vidner til stede samtidig (§§ 63-64). Er I ikke gift, gælder reglerne for ægtefæller ikke, og så er det et samlevertestamente, I skal se på.

Et gensidigt testamente ændrer især, hvor meget den længstlevende arver, og hvem der arver, når den længstlevende selv dør.

Tabellen viser, hvad der sker efter den første af jer, når der er to fællesbørn og intet særeje. Brøkerne gælder afdødes halvdel af formuen, altså den del, der skal deles som arv.

De fleste tænker kun på, hvad den længstlevende arver. Det bliver oftest glemt, hvem der arver, når den længstlevende selv dør.

Uden testamente afgør loven alene, hvem der arver den længstlevende, og har den længstlevende giftet sig igen, arver en ny ægtefælle halvdelen efter samme § 9. Et gensidigt testamente kan binde en del af fordelingen, så jeres fælles børn ender med det, I to har bygget op.

Med et gensidigt testamente står Lone med femten sekstendedele af parrets samlede formue, når Peter dør, mod tre fjerdedele uden testamente.

Lone og Peter har været gift i 24 år. De har to voksne børn, Sofie og Mads, og ingen ægtepagt, så alt, hvad de ejer, er delingsformue.

Dør Peter, deles formuen først lige mellem Lone og Peters dødsbo (ægtefællelovens § 5). Lone beholder sin halvdel. Kun Peters halvdel går i arv.

1. Uden testamente. Lone arver halvdelen af Peters halvdel, og Sofie og Mads får en fjerdedel hver. Regnet på hele parrets formue står Lone med tre fjerdedele, og hvert barn får en ottendedel.
2. Med gensidigt testamente, der giver Lone al friarv. Hvert barns arvelod efter loven er en fjerdedel af Peters halvdel, og kun en fjerdedel af den er tvangsarv, altså en sekstendedel. Lone arver syv ottendedele af Peters halvdel og står med femten sekstendedele af parrets samlede formue. Hvert barn får en toogtredivtedel.

Forskellen mellem de to situationer er tre sekstendedele af hele formuen. Det lyder af lidt, men ligger værdien i huset, kan netop de tre sekstendedele afgøre, om Lone kan betale børnene ud uden at sælge.

Er alle børn fælles, kan Lone i stedet sidde i uskiftet bo uden testamente (§ 17), og så udbetales der ingen arv, før boet skiftes. Fordele og faldgruber ved uskiftet bo har deres egen gennemgang.

Når den længstlevende dør, arver børnene efter reglerne i testamentet, hvis I har skrevet dem ind, men den længstlevende kan stadig ændre en del af fordelingen (§ 81).

Et gensidigt testamente handler om to dødsfald, ikke ét. Når Lone senere dør, arver Sofie og Mads efter hende som livsarvinger (§ 1).

Så længe begge børn er fælles, er det enkelt. Det bliver sværere, når en af jer har børn fra et tidligere forhold, eller når den længstlevende får en ny ægtefælle.

I kan i testamentet bestemme, hvordan arven skal fordeles ved den længstlevendes død. Gør I det, kan den længstlevende bagefter kun ændre en del af fordelingen ved sit eget testamente (§ 81).

Friarv, som ifølge det fælles testamente skal gå til den førstafdødes særbørn, kan den længstlevende ikke røre. Af friarv til jeres fælles børn kan den længstlevende kun råde over halvdelen. Begge begrænsninger kan I fravige i testamentet, hvis den længstlevende skal have friere hænder (§ 81, stk. 3).

Er fordelingen uigenkaldelig, må den længstlevende heller ikke tømme boet med gaver eller livsforsikringer, der står i misforhold til formuen (§ 83). En arving efter den førstafdøde kan i så fald kræve dispositionen omstødt.

Vil en af jer trække sig fra testamentet, mens I begge lever, skal den anden have besked om tilbagekaldelsen. Ellers er den ikke gyldig (§ 80).

Særbørn har samme tvangsarv som fællesbørn, en fjerdedel af deres arvelod. Uskiftet bo kræver deres samtykke (§ 18), og siger et særbarn nej, afgør testamentet, hvor stor en del den længstlevende beholder, når boet skiftes.

Særeje ændrer, hvad der indgår i afdødes bo, og derfor skal et gensidigt testamente skrives med blik for jeres ægtepagt.

Et testamente bestemmer, hvem der arver. En ægtepagt bestemmer, hvad der overhovedet hører til afdødes bo. Har I særeje, skal de to dokumenter derfor læses sammen. Ellers kan resultatet blive et andet, end I regnede med.

Skilsmissesæreje holdes adskilt ved separation og skilsmisse, men deles ved en ægtefælles død som delingsformue (ægtefællelovens § 12, stk. 1, nr. 1). Regnestykket med Lone og Peter er derfor det samme.

Fuldstændigt særeje virker anderledes. Det går ved dødsfaldet til ejeren eller dennes arvinger uden ligedeling (§ 12, stk. 1, nr. 2), og det kan ikke indgå i et uskiftet bo, der kun omfatter delingsformuen (arvelovens § 17). Den længstlevende arver sin lovbestemte del af særejet, og testamentet kan give mere, med samme grænse for børnenes tvangsarv.

Kombinationssæreje er en tredje mulighed. Her er særejet kun fuldstændigt, hvis en bestemt af jer dør først (§ 12, stk. 1, nr. 3).

Hvilken type der passer, afhænger af, hvem der ejer hvad, og om der er særbørn. Valget hører hjemme i ægtepagten, og testamentet bør skrives med blik for det.

Ved separation og skilsmisse bortfalder både arveretten efter loven og et testamente til fordel for ægtefællen, uden at I selv skal gøre noget.

Ægtefællers arveret efter loven bortfalder ved separation og skilsmisse (§ 49). Et testamente, som den ene har oprettet til fordel for den anden, anses samtidig for tilbagekaldt (§ 67, stk. 2). Det sker af sig selv, og I behøver ikke vente på skilsmissen, fordi separationen er nok.

Loven har en undtagelse, når særlige omstændigheder taler imod tilbagekaldelsen. Den er svær at bygge på. Vil du fortsat tilgodese en tidligere ægtefælle, så skriv et nyt testamente efter bruddet i stedet for at håbe på, at det gamle holder.

Det modsatte gælder også. Er I flyttet fra hinanden uden at blive separeret, står testamentet ved magt.

Vil du ud af testamentet, skal du tilbagekalde det efter reglerne for oprettelse af testamente (§ 67, stk. 1), og give den anden besked, hvis testamentet er fælles (§ 80).

Før I skriver under, skal I tage stilling til særbørn, ægtepagt, arven efter den længstlevende, adgangen til ændringer, andre arvinger og samtidig død.

Et gensidigt testamente er hurtigt at underskrive og svært at lave om, når den første af jer er død. Gå punkterne igennem sammen, før I sætter jeres navne på papiret.

• Har en af jer særbørn? Beslut, hvor meget de skal have ud over tvangsarven, og om den længstlevende realistisk kan få deres samtykke til uskiftet bo.
• Har I en ægtepagt? Tjek, om særejet er skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje eller kombinationssæreje, og regn på arven ud fra det.
• Hvad skal der ske ved den længstlevendes død? Skriv det ind, ellers afgør loven og et eventuelt senere testamente fordelingen.
• Skal den længstlevende kunne ændre fordelingen? Tag stilling til, om begrænsningerne i § 81 skal fraviges.
• Vil I tilgodese andre end børnene? Friarven kan også gå til et barnebarn, en ven eller en forening.
• Hvad sker der, hvis I dør samtidig? Skriv, hvem der så arver, så friarven ikke falder tilbage til lovens regler.

En god tommelfingerregel er at læse testamentet igennem, hver gang familien ændrer sig. Et nyt barnebarn, et hussalg eller en arv udefra kan alle flytte brøkerne.

Lone og Peter skrev deres, da børnene flyttede hjemmefra, og har siden ændret det én gang, da Sofie selv fik børn.