Varemærke - sådan opstår, registreres og håndhæves beskyttelsen

Et varemærke er det kendetegn, en kunde bruger til at genkende netop dine varer eller tjenesteydelser og skelne dem fra konkurrentens. For de fleste virksomheder er det navnet på produktet eller forretningen, ofte suppleret af et logo. Loven er dog bredere. Efter varemærkeloven § 2 kan et registreret varemærke bestå af alle tegn, fx ord, personnavne, afbildninger, bogstaver, tal, farver, varens eller emballagens form og lyde.

Der er to betingelser i § 2. Tegnet skal kunne adskille én virksomheds varer eller tjenesteydelser fra andres, og det skal kunne gengives i varemærkeregisteret, så myndigheder og offentligheden præcist kan se, hvad beskyttelsen omfatter. Den første betingelse er den, flest ansøgere falder på. Et navn, der blot fortæller, hvad varen er, adskiller ikke noget.

Et varemærke er ikke en ret til navnet i al almindelighed. Det er en ret til at bruge tegnet erhvervsmæssigt for bestemte varer eller tjenesteydelser. To virksomheder kan derfor godt have det samme ord som varemærke, hvis de sælger noget så forskelligt, at ingen forveksler dem. Det er grunden til, at listen over varer og tjenesteydelser er lige så vigtig som selve navnet, når du søger om registrering.

Varemærket hører til de immaterielle rettigheder, som en voksende virksomhed bør have styr på, sammen med selskabsform, ejerforhold og aftaler. Du finder de andre emner i oversigten over erhvervsjura for virksomheder.

Varemærkeloven § 3, stk. 1 nævner tre måder at stifte varemærkeret på. Nr. 1 er registrering for de varer og tjenesteydelser, registreringen omfatter. Nr. 2 er designering af Danmark efter Madridprotokollen, altså en international registrering, der udvides til Danmark. Nr. 3 er vedvarende brug her i landet, når brugen har et omfang, der er mere end lokalt afgrænset. Uanset vejen giver stiftelsen indehaveren en eneret (§ 4, stk. 1).

Det betyder, at et ikke-registreret mærke godt kan være beskyttet. Men retten er sværere at bevise og smallere i omfang. Tabellen sammenligner de to former på de punkter, hvor forskellen mærkes i praksis.

Et mærke, der efter sin art er udelukket fra registrering, kan heller ikke beskyttes ved brug. Mangler mærket særpræg, da du tog det i brug, opstår retten først, når brugen har givet det særpræg (§ 3, stk. 3). En beskrivende betegnelse bliver altså ikke beskyttet blot ved at blive brugt i mange år, medmindre kunderne er begyndt at opfatte den som netop dit kendetegn.

Patent- og Varemærkestyrelsen undersøger af egen drift, om ansøgningen opfylder lovens krav, herunder de såkaldt absolutte hindringer i § 13 (§ 16). Efter § 13, stk. 1 kan der ikke registreres tegn, der ikke kan udgøre et varemærke (nr. 1), mærker uden fornødent særpræg (nr. 2), mærker, der udelukkende beskriver varens art, beskaffenhed, mængde, anvendelse, værdi, geografiske oprindelse eller andre egenskaber (nr. 3), og mærker, der udelukkende består af betegnelser, som er blevet almindelige for varen (nr. 4).

Tabellen viser, hvordan vurderingen kan falde ud for et lille kafferisteri, der skal navngive sine kaffebønner. Navnene er opfundet til eksemplet, og vurderingen afhænger altid af, hvordan ordet opfattes af kunderne i den konkrete branche.

Et beskrivende mærke er ikke udelukket for altid. Har det inden ansøgningsdatoen fået fornødent særpræg gennem brug, må det ikke afvises efter nr. 2-4 (§ 13, stk. 2). Det kræver typisk en lang og omfattende brug, som du kan dokumentere.

Ved siden af de absolutte hindringer findes de relative hindringer i § 15. De handler om andres rettigheder. Et mærke kan efter indsigelse udelukkes fra registrering, eller erklæres ugyldigt, hvis det er identisk med et ældre mærke for identiske varer, eller hvis der er risiko for forveksling, fordi mærker og varer ligner hinanden (§ 15, stk. 1). Som ældre mærker regnes bl.a. danske registreringer, EU-varemærker og ikke-registrerede mærker, der er stiftet ved brug og er den først opståede ret (§ 15, stk. 2, nr. 1 og 4).

En registrering af varemærke i Danmark sker ved ansøgning til Patent- og Varemærkestyrelsen (§ 11, stk. 1). Forløbet er det samme, hvad enten du registrerer et navn, et logo eller en kombination.

1. Afgræns mærket og varerne Beslut, om du registrerer ordet alene eller ordet med logo, og lav listen over de varer og tjenesteydelser, du bruger eller vil bruge mærket til. Ansøgningen skal mindst indeholde en anmodning, oplysninger om ansøgeren, varefortegnelsen og en gengivelse af mærket (§ 11, stk. 5).
2. Styrelsens prøvelse Styrelsen ser på, om mærket opfylder kravene, herunder særpræg efter § 13 (§ 16). Finder den hindringer, får du en frist til at rette eller udtale dig.
3. Søgningsrapport Styrelsen søger efter ældre ansøgte og registrerede varemærker og sender en søgningsrapport til orientering med en frist til at udtale dig (§ 17). Du kan ved ansøgningen bede om, at der ikke laves en rapport (§ 11, stk. 3).
4. Offentliggørelse Er fristen udløbet, og er der ingen hindringer, offentliggøres ansøgningen (§ 18).
5. Indsigelsesperioden Indehavere af ældre rettigheder kan gøre indsigelse inden 2 måneder fra offentliggørelsesdatoen. Indsigelsen skal være begrundet og bygge på de relative hindringer i § 15 (§ 19, stk. 1-2).
6. Beskyttelsestid og fornyelse Registreringen gælder i 10 år fra ansøgningsdatoen og kan fornyes for yderligere 10-årsperioder (§ 24, stk. 1-2). Sæt selv en påmindelse, så fornyelsen ikke glipper.

Varemærkeregisteret er offentligt tilgængeligt (§ 11, stk. 4), så du kan selv slå navne op, før du søger. Det er også her, konkurrenter kan se, hvad du har registreret.

En dansk registrering dækker Danmark. Skal mærket bruges i andre lande, er der to veje ud over nationale ansøgninger i hvert land. Et EU-varemærke dækker hele EU med én registrering. En international registrering efter Madridprotokollen bygger på en national ansøgning eller registrering og udvides til de lande, du vælger, og på samme måde kan en udenlandsk virksomhed designere Danmark (§ 3, stk. 1, nr. 2). Hvilken vej der passer, afhænger af, hvilke markeder du reelt sælger på.

Mange iværksættere tror, at navnet er sikret, når virksomheden er registreret i CVR, og domænet er købt. Det er tre forskellige ting med hver sin funktion. Firmanavnet identificerer virksomheden som juridisk person, domænet er en teknisk adresse, og varemærket er kendetegnet for varerne eller ydelserne. Et firmanavn i CVR eller et domænenavn giver ikke i sig selv eneret til navnet som varemærke efter § 3.

Omvendt kan et firmanavn blive en hindring for andres varemærke. Et varemærke kan nægtes registreret eller erklæres ugyldigt, hvis det krænker en ret til et virksomhedsnavn i CVR, der har mere end lokalt afgrænset karakter, og der er risiko for forveksling (§ 15, stk. 3, nr. 4). Og bruger du et navn som kendetegn for dine varer, kan det i sig selv være brug af et varemærke, som tilhører en anden. Reglerne om valg af firmanavn og virksomhedsform står i guiden til at starte virksomhed.

Brug tjeklisten, før du lægger dig fast på et navn, der skal stå på skilte, emballage og hjemmeside.

• Navnet beskriver ikke blot varen, dens kvalitet eller dens oprindelse.
• Du har søgt i varemærkeregisteret og i EU's register efter samme og lignende navne for samme eller lignende varer.
• Du har søgt efter navnet som virksomhedsnavn i CVR og på nettet, også i stavevarianter.
• Du har set efter, om nogen i din branche bruger navnet uden at have registreret det.
• Domænet er ledigt, men du har ikke taget det som bevis for, at navnet er frit.
• Listen over varer og tjenesteydelser dækker det, du sælger nu, og det, du realistisk vil sælge inden for få år.
• Du ved, om mærket skal bruges uden for Danmark.

En registrering er ikke en ret, du kan lægge på hylden. Indehaveren af et registreret varemærke kan fortabe sine rettigheder, når mærket ikke har været i reel brug her i landet for de registrerede varer eller tjenesteydelser i en sammenhængende periode på 5 år, og der ikke er rimelig grund til den manglende brug (§ 25, stk. 1).

Tre ting er værd at bemærke. For det første tælles der pr. vare. Har du registreret mærket for både øl, sodavand og tøj, men kun sælger øl, er det sodavand og tøj, der er i fare. For det andet skal brugen være reel. En symbolsk brug for at holde registreringen i live er ikke nok. For det tredje kan du redde situationen ved at begynde at bruge mærket igen, før nogen begærer fortabelse (§ 25, stk. 2). Det gælder dog ikke, hvis du først går i gang inden for de sidste 3 måneder, efter at du har fået at vide, at en begæring er på vej (§ 25, stk. 3).

Gem derfor dokumentation for brugen løbende, fx fakturaer, kataloger, emballage og skærmbilleder med dato.

Varemærkeretten kan også gå tabt på andre måder. Viser det sig, at en anden havde en ældre ret, kan registreringen erklæres ugyldig efter § 15. Og bliver et registreret mærke som følge af din egen virksomhed eller passivitet til en almindelig betegnelse i handelen for varen, kan du fortabe retten (§ 26, stk. 1, nr. 1). Brug derfor dit mærke som et navn og ikke som en betegnelse for selve varetypen.

Eneretten giver dig mulighed for at forbyde andre, der ikke har dit samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af et tegn i forbindelse med varer eller tjenesteydelser (§ 4, stk. 2). Det gælder i tre situationer. Når tegnet er identisk med dit mærke og bruges for identiske varer (nr. 1). Når tegnet er identisk eller ligner, varerne er identiske eller ligner, og der er risiko for forveksling i offentlighedens bevidsthed, herunder at kunderne tror, der er en forbindelse (nr. 2). Og når dit mærke er velkendt her i landet, og den andens brug uden rimelig grund udnytter eller skader dets særpræg eller renommé, også for helt andre varer (nr. 3).

Første skridt er som regel at dokumentere brugen og skrive til den anden virksomhed med en anmodning om at stoppe. Mange sager løses her, fordi den anden part ikke har tjekket registeret. Hjælper det ikke, kan sagen ende ved domstolene. Ud over varemærkeloven forbyder markedsføringsloven § 22 desuden særskilt, at en virksomhed bruger forretningskendetegn, den ikke har ret til, eller bruger sine egne, så de let blandes sammen med andres.

Har du givet en anden lov til at bruge mærket, kan licenstageren som udgangspunkt kun anlægge sag om krænkelse med dit samtykke, medmindre licensaftalen siger andet (§ 9). Det er et af de punkter, der bør stå i aftalen, og du kan læse mere om licens og andre kontrakter mellem virksomheder.

Et navn, der allerede er i brug uden registrering, viser, hvorfor tjeklisten også skal omfatte markedet og ikke kun registeret.

Pointen er, at et tomt register ikke betyder, at navnet er frit. Den, der er først med en reel og udbredt brug, kan have en ret uden at have registreret noget. Og den, der vil bygge et brand op i hele landet, gør klogt i at registrere tidligt, så rækkefølgen er dokumenteret.