Patientskade - sådan søger du patienterstatning

Mange tror, at patienterstatning kræver, at nogen har sjusket. Sådan er reglerne ikke skruet sammen. Ordningen er bygget op, så en patient kan få erstatning, uden at en bestemt læge eller sygeplejerske skal udpeges som skyldig, og uden at der skal føres en retssag mod sygehuset.

En patientskade er en skade, som en patient påføres her i landet i forbindelse med en undersøgelse, en behandling eller noget lignende (§ 19). Det gælder på sygehuse og ved den præhospitale indsats, fx i en ambulance (§ 19, stk. 1, nr. 1 og 2), men også hos sundhedspersoner uden for sygehusene, som den praktiserende læge, speciallægen og fysioterapeuten (§ 19, stk. 2). Har patienten mistet livet, kan de efterladte søge.

Også personer, der deltager i et sundhedsvidenskabeligt forsøg, og donorer af væv er dækket (§ 19, stk. 3). Det er foreningen Patienterstatningen, der modtager, oplyser og afgør sagerne (§ 33, stk. 1). Den er altså ikke en del af sygehuset, og den er ikke din modpart på samme måde som et forsikringsselskab i en trafiksag.

Patienterstatningen giver erstatning, når skaden med overvejende sandsynlighed er opstået på en af fire måder (§ 20, stk. 1). Overvejende sandsynlighed betyder, at det skal være mere sandsynligt end ikke, at skaden skyldes behandlingen og ikke din grundsygdom. Tabellen viser de fire veje og to særregler i § 21.

Den fjerde vej er den, flest overser. Ved vurderingen ser Patienterstatningen på, hvor alvorlig skaden er, hvor syg du var i forvejen, hvor sjælden komplikationen er, og om risikoen var værd at tage. En kendt og hyppig bivirkning ved en livsvigtig operation giver sjældent erstatning efter nr. 4. En sjælden og invaliderende komplikation ved et planlagt indgreb for en mindre lidelse kan derimod gøre det.

Klage- og erstatningsloven har to spor, som ofte blandes sammen. Det ene handler om penge, det andet om kritik.

En patientklage sendes til Styrelsen for Patientklager. Styrelsen afgør, om den sundhedsfaglige behandling har været kritisabel (§ 1, stk. 2). Du kan få ret i, at behandlingen var under normen, men klagesagen giver ikke erstatning. En patienterstatningssag sendes til Patienterstatningen og handler kun om, hvorvidt du har krav på erstatning. Patienterstatningen tager ikke stilling til, om en bestemt person skal kritiseres.

Forskellen har praktisk betydning. Erstatning efter § 20, stk. 1, nr. 3 og nr. 4 kan gives, selvom ingen har gjort noget forkert, og her vil en klagesag typisk ende uden kritik. Omvendt kan en klage give kritik, selvom skaden ikke opfylder betingelserne for erstatning. Vil du både have placeret et ansvar og have dækket dit tab, er det to sager. Mange søger efter en styrelse for patienterstatning, men det er to forskellige steder. Klager over behandling går til Styrelsen for Patientklager, mens erstatning søges hos Patienterstatningen.

Du anmelder selv skaden til Patienterstatningen. Lægen eller sygehuset kan hjælpe, og det er faktisk deres pligt. En autoriseret sundhedsperson, der bliver opmærksom på en skade, som kan give ret til erstatning, skal fortælle dig om det og om nødvendigt hjælpe med anmeldelsen (§ 23). Mange patienter får aldrig den besked, så vent ikke på den.

1. Skriv forløbet ned. Notér datoer for undersøgelser, operationen, kontroller og hvornår du første gang mærkede skaden.
2. Find ud af, hvornår du fik kendskab. Fristen på 3 år løber fra det tidspunkt, hvor du fik eller burde have fået kendskab til skaden (§ 59, stk. 1). Det er ikke nødvendigvis den dag, en læge forklarede, at følgerne var varige. Har du mærket gener tidligere, er det sikrest at regne fra de første tegn.
3. Anmeld skaden. Beskriv, hvad der skete, hvor du blev behandlet, og hvilke gener du har i dag. Sender du anmeldelsen til Styrelsen for Patientklager i stedet, regnes den for indgivet, når styrelsen modtager den, og den sendes videre (§ 60 a).
4. Lad Patienterstatningen indhente journalerne. Patienterstatningen kan selv kræve journaler og andre oplysninger fra sygehuse, behandlende læger og kommunen (§ 37, stk. 1).
5. Svar på spørgsmål. Patienterstatningen kan også bede dig selv om oplysninger. Hold styr på breve og frister i din digitale postkasse.

Den yderste grænse er 10 år efter den dag, skaden blev forvoldt (§ 59, stk. 2). Det gælder også, selvom du først opdager følgerne senere. De generelle regler om frister for erstatningskrav står på siden om erstatning og fristerne generelt.

Patienterstatningen har ikke sine egne takster. Erstatning og godtgørelse fastsættes efter erstatningsansvarsloven (§ 24, stk. 1). Det er de samme poster, som en skadelidt får i en trafikulykke eller efter et overfald.

For en patient betyder det i praksis - den løn, du mister, mens du er sygemeldt efter indgrebet, dine udgifter til fx genoptræning og medicin, og som udgangspunkt en godtgørelse for svie og smerte i sygeperioden. Loven lader dog ministeren fastsætte regler om, at løn og svie og smerte kun dækkes, hvis du har været syg ud over en periode på højst 3 måneder (§ 24, stk. 2). Bliver følgerne varige, kan der også komme godtgørelse for mén og erstatning for tabt erhvervsevne (erstatningsansvarslovens § 1, stk. 1 og 2). Hvordan de enkelte poster gøres op, er forklaret på siden om erstatning for personskade.

Én ting adskiller patienterstatning fra andre personskadesager. Før erstatningen udbetales, trækkes et fast beløb fra hovedstolen, en slags egetbidrag (§ 24, stk. 2). Beløbet reguleres hvert år. Fradraget betyder, at helt små skader ikke giver udbetaling, og at det kan betale sig at få alle poster med i anmeldelsen, så den samlede hovedstol bliver opgjort korrekt. Fradraget gælder ikke for forsøgspersoner og donorer (§ 24, stk. 3).

Skyldes skaden selve medicinen, gælder et andet kapitel i loven. Behandlingsreglerne i § 20 dækker ikke skader, der skyldes lægemidlets egenskaber (§ 21, stk. 3). De behandles i stedet som lægemiddelskader (§ 38, stk. 1).

En bivirkning giver kun erstatning, hvis den efter sin karakter eller omfang går ud over, hvad du med rimelighed bør acceptere (§ 43, stk. 1). Det gælder både kendte og ukendte bivirkninger. Ved vurderingen ser man især på, hvor alvorlig sygdommen var, dit helbred, skadens omfang og muligheden for at tage risikoen i betragtning (§ 43, stk. 2). Også her skal det være overvejende sandsynligt, at lægemidlet er årsagen (§ 44).

To situationer falder uden for lægemiddelreglerne. Det gælder, når medicinen blot ikke virkede, og når skaden skyldes fejl ved ordinationen eller udleveringen (§ 42). Får du den forkerte dosis, er det altså ikke en lægemiddelskade.

Sagerne afgøres af indenrigs- og sundhedsministeren, som kan overlade dem til Patienterstatningen (§ 55, stk. 1 og 2). Udmålingen følger igen erstatningsansvarsloven med et fast fradrag (§ 46, stk. 1 og 2). Fristen er også 3 år fra kendskab, men den absolutte grænse på 10 år regnes fra den dag, lægemidlet blev udleveret til dig (§ 60). Sundhedspersonalet har samme pligt til at informere og hjælpe som ved andre skader (§ 45).

Er du uenig i afgørelsen, kan du klage til Ankenævnet for Patienterstatningen, som træffer den endelige administrative afgørelse (§ 58 b, stk. 1). Nævnet kan stadfæste, ophæve eller ændre afgørelsen. En ændring kan gå begge veje.

Fristen er kort. Klagen skal være indgivet inden 1 måned efter, at du har fået meddelelse om afgørelsen (§ 58 b, stk. 2). Nævnet kan se bort fra en overskridelse, når der er særlig grund (stk. 3), men regn ikke med det. Klagen indgives digitalt til Styrelsen for Patientklager, som er sekretariat for nævnet (§ 58 c, stk. 1).

Nævnet består af en dommer som formand eller næstformand, to sagkyndige udpeget af Sundhedsstyrelsen og medlemmer udpeget af blandt andre regionerne, KL, Advokatrådet og patientforeningerne (§ 58 a, stk. 4). Det er altså ikke de samme personer, der så på sagen første gang.

En klage har opsættende virkning (§ 58 b, stk. 2). Det betyder noget, hvis du allerede har fået tilkendt erstatning og klager over størrelsen. Ydelserne udbetales normalt straks efter klagefristens udløb, men ikke hvis afgørelsen påklages (§ 33, stk. 4). Overvej derfor, om klagen er pengene og ventetiden værd.

• Du har noteret den dato, du fik afgørelsen, og regnet 1 måned frem.
• Du har læst begrundelsen og fundet præcis det punkt, du er uenig i.
• Du har tjekket, om lægens vurdering bygger på hele journalen, også fra den praktiserende læge.
• Du har nye oplysninger eller en lægeerklæring, der peger en anden vej.
• Du ved, at nævnet kan ændre afgørelsen i begge retninger.

Er du også uenig i ankenævnets afgørelse, kan den indbringes for retten. Sagen skal anlægges inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt (§ 58 d).

Mange patientskadesager kan du klare selv, fordi Patienterstatningen selv oplyser sagen og indhenter journalerne. Men der er situationer, hvor en advokat med erfaring i patienterstatning kan gøre en reel forskel.

Det gælder især, når årsagen er omstridt, og sagen afhænger af, om skaden skyldes behandlingen eller grundsygdommen. Her skal de lægelige vurderinger læses kritisk, og der kan være brug for at stille præcise spørgsmål til en speciallæge. Det gælder også, når skaden har varige følger for din arbejdsevne, fordi opgørelsen af erhvervsevnetab og tabt arbejdsfortjeneste kræver, at din indtjening før og efter skaden bliver dokumenteret grundigt.

Endelig er tiden en faktor. Klagefristen til ankenævnet er 1 måned, og en retssag skal anlægges inden 6 måneder efter nævnets afgørelse. Har du fået et afslag og overvejer at gå videre, er det tidspunktet at få sagen gennemgået, ikke når fristen er ved at løbe ud.

Et tænkt forløb viser, hvordan reglerne spiller sammen, og hvordan erstatningen regnes ud i brøker.

Var Laurits blevet ved med at vente på, at foden blev bedre, kunne han have tabt sagen på fristen. Anmeldelsen koster kun lidt tid, mens en forpasset frist ikke kan rettes op bagefter.