Notartestamente - sådan underskriver du hos notaren

Et notartestamente kan du enten underskrive, mens notaren ser på, eller underskrive hjemme og bagefter vedkende dig over for notaren.

Arvelovens § 63 siger, at testamentet skal være skriftligt og enten underskrives eller vedkendes for en notar. Du kan altså skrive under hjemme ved spisebordet og derefter møde op og bekræfte over for notaren, at underskriften er din, og at dokumentet er dit testamente. Netop det øjeblik er grunden til, at notartestamentet står så stærkt, den dag det skal bruges.

Notarialforretninger hører under byretterne (retsplejelovens § 11 og notarialbekendtgørelsens § 2). Du møder ikke en rådgiver, men en notar, hvis opgave er at bekræfte og dokumentere, ikke at formulere dine ønsker. Indholdet skal derfor være på plads, før du går derind.

Reglerne for, hvad et testamente kan bestemme, er de samme ved notar og ved vidner. Forskellen ligger i forløbet, i den påtegning notaren sætter på papiret, og i at testamentet bagefter registreres centralt.

Mødet hos notaren forløber i syv trin, fra du kontakter en byret, til testamentet er påtegnet og registreret centralt.

Forløbet følger bekendtgørelsen om notarialforretninger og er derfor stort set ens ved alle byretter.

1. Kontakt en byret. Du kontakter notaren ved en byret. Du kan vælge en hvilken som helst byret, for notaren hjælper enhver, uanset tilknytning til retskredsen (notarialbekendtgørelsens § 2, stk. 4).
2. Send anmodningen. Notaren kan bede om, at anmodningen er skriftlig og vedlagt de dokumenter, notaren har brug for (§ 3). Notaren fastsætter tid og sted og giver dig besked (§ 5).
3. Vis legitimation. Ved mødet viser du pas eller kørekort og dokumenterer dit personnummer (§ 7). Er I to, der opretter et fælles testamente, gælder det for jer begge.
4. Få vejledning. Notaren vejleder i fornødent omfang om, hvad dokumentet betyder, og hvordan forretningen foregår (§ 6).
5. Underskriv eller vedkend. Du underskriver testamentet foran notaren, eller du vedkender dig den underskrift, du allerede har sat (arvelovens § 63, stk. 1).
6. Notaren påtegner. Notaren skriver sin påtegning på testamentet. Den angiver din identitet, om du er i stand til fornuftmæssigt at oprette testamente, hvem der var til stede, og andre forhold af betydning for gyldigheden (§ 63, stk. 2). Den angiver også tid og sted, og hvordan din identitet er godtgjort (notarialbekendtgørelsens §§ 10-11).
7. Genpart og registrering. Har du bedt om det, opbevares en genpart af testamentet på dommerkontoret (§ 14). Notaren indberetter testamentet til det centrale register for testamenter (§§ 18-20).

Læg mærke til trin 7. Genparten opbevares kun efter anmodning, så sig til, hvis du vil have en kopi på dommerkontoret, den dag originalen forsvinder. Registreringen gør, at der kan gives oplysning om, at testamentet findes (arvelovens § 63, stk. 3).

En senere ændring af testamente skal ske i samme form som en oprettelse (§ 67, stk. 1). Vil du have den nye udgave registreret på samme måde, går vejen igen over notaren, fordi kun testamenter oprettet for en dansk notar registreres (notarialbekendtgørelsens § 18).

Til notaren skal du medbringe testamentet på papir, legitimation og dokumentation for dit personnummer, og opretter I et fælles testamente, skal I begge møde op.

Et møde hos notaren er kort, og det kan ikke gennemføres, hvis noget mangler. Gå listen igennem aftenen før.

• Testamentet i sin endelige form, skrevet ud på papir. Det skal være skriftligt (§ 63, stk. 1), og rettelser eller tilføjelser i dokumentet bliver noteret i påtegningen (notarialbekendtgørelsens § 10, nr. 3).
• Pas eller kørekort. Har du ingen af delene, kan identiteten godtgøres ved bekræftelse fra en advokat eller på en anden betryggende måde (§ 7, stk. 1).
• Dokumentation for dit personnummer (§ 7, stk. 2). Er du ikke registreret i CPR, dokumenterer du i stedet din fødselsdato.
• Din medtestator, hvis I opretter et fælles eller gensidigt testamente. I skal begge være til stede og legitimere jer.
• En tolk eller døvetolk, hvis du har brug for det. Det er dig, der skal sørge for tolken, og notaren skal kunne godkende vedkommende (§ 4, stk. 1). Tolken må ikke være en person, der ville være udelukket som testamentsvidne, for eksempel en, der selv arver (§ 4, stk. 2, og arvelovens § 64, stk. 3).
• De dokumenter, notaren bad om, da du bestilte tiden (§ 3).
• Din beslutning om genpart, så du kan bede om den ved mødet (§ 14).

Arvingerne skal ikke med. Mød gerne alene, fordi notaren skriver i påtegningen, hvem der var til stede (§ 63, stk. 2, nr. 3).

Sidder den, der arver mest, ved siden af dig, står det på papiret. Det kan senere blive brugt af en arving, der vil påstå, at du blev presset til at skrive under (§ 75).

Ja, notaren kan foretage forretningen et andet sted i retskredsen, for eksempel på hospitalet eller plejehjemmet, når omstændighederne taler for det.

Hovedreglen er, at notarialforretninger foregår på dommerkontoret. Notarialbekendtgørelsens § 2, stk. 2 åbner dog for, at notaren kan foretage forretningen et andet sted inden for retskredsen, når omstændighederne taler for det. Bestemmelsen nævner ikke bestemte steder, men en indlæggelse eller et ophold på plejehjem kan være netop den slags omstændigheder.

Det er notaren, der vurderer det, så forklar situationen, når du kontakter retten. Kan ingen notar fra retskredsen komme, kan en notar fra en anden byret om nødvendigt træde til (§ 2, stk. 3).

På hospitalet skal notaren stadig vurdere, om du er i stand til fornuftmæssigt at oprette testamente. Er du stærkt påvirket af medicin, kan det være klogere at vente nogle dage, hvis helbredet tillader det. Er tiden knap, er alternativet to vidner (arvelovens § 64) eller som sidste udvej et nødtestamente.

Kan det klares over video? For testamenter beskriver reglerne et møde på dommerkontoret eller et andet sted i retskredsen, så regn med at sidde over for notaren.

En fremtidsfuldmagt er anderledes. Den oprettes digitalt i Fremtidsfuldmagtsregisteret og vedkendes for en notar, der påtegner den digitalt (lov om fremtidsfuldmagter § 3 og notarialbekendtgørelsens § 20 b).

Notarens påtegning beviser, hvem du er, at du var i stand til fornuftmæssigt at oprette testamentet, og hvem der var til stede, men ikke at indholdet holder.

Påtegningen gælder som bevis for de forhold, notaren har attesteret, medmindre særlige omstændigheder giver grund til at tvivle (arvelovens § 70). Det er en reel fordel. Ved et vidnetestamente er det omvendt den, der vil bruge testamentet, der skal godtgøre, at det er gyldigt oprettet, hvis en arving gør indsigelse (§ 71, stk. 1).

Beviset dækker kun det, der står i attesten, nemlig hvem du er, at du var i stand til fornuftmæssigt at oprette testamentet, hvem der var til stede, og de andre omstændigheder, notaren har noteret. Det dækker ikke, om indholdet holder. Fordeler testamentet mere, end tvangsarven tillader, eller kan en formulering læses på to måder, redder påtegningen det ikke.

Påtegningen udelukker heller ikke, at en arving påstår, at testamentet er fremkaldt ved tvang eller anden utilbørlig påvirkning (§ 75). Den gør det bare sværere, fordi notaren har set dig og skrevet ned, hvem der sad i lokalet.

Derfor er notartestamentet især værd at vælge ved begyndende demens, eller når et barn får mindre end de andre. I de sager er det netop din tilstand og omstændighederne ved underskriften, der bliver angrebet. Og det er dem, notaren attesterer.

Til fordeling af sædvanligt indbo og personlige effekter er en skriftlig erklæring nok, som du selv daterer og underskriver, uden notar og uden vidner.

Reglen står i arvelovens § 66, stk. 1, og erklæringen kaldes ofte et indbotestamente. Den er gyldig, medmindre det må antages, at du ikke selv har oprettet den, eller at du ikke var i stand til fornuftmæssigt at fordele tingene (§ 73).

Grænsen ligger i ordet sædvanligt. Møbler, smykker, billeder, bøger og ting med affektionsværdi hører typisk med. Fast ejendom, penge i banken og værdipapirer falder uden for, og dem skal du fordele i et notar- eller vidnetestamente.

Er den, du giver en ting, i forvejen arving, får vedkommende som udgangspunkt kun en fortrinsret til at overtage tingen til vurderingsbeløbet inden for sin arvelod (§ 66, stk. 2). Tingen er altså ikke en gave oven i arven. Vil du give et af børnene noget ekstra, skal det fremgå af erklæringen.

Sådan kan en erklæring se ud.

Læg erklæringen sammen med dit testamente. En erklæring, du selv har dateret og underskrevet, er ikke oprettet for en notar og bliver derfor ikke registreret centralt (notarialbekendtgørelsens § 18).

Lise får vielsesringen og spisestuemøblerne oven i sin arv, fordi erklæringen siger det udtrykkeligt. Ellers ville hun kun have fortrinsret til at overtage dem til vurderingsbeløbet som en del af sin arv (§ 66, stk. 2).

Et nødtestamente kan kun bruges, når sygdom eller et andet nødstilfælde forhindrer dig i at oprette testamente både hos notaren og med to vidner, og det bortfalder igen, når hindringen har været væk i 3 måneder.

Kravet står i arvelovens § 65, stk. 1, som henviser til formerne i § 63 og § 64. Fordi notaren kan komme ud, og to uvildige vidner ofte kan findes, bør du altid undersøge de to muligheder først.

Formen er fri, men indholdet bliver vurderet nøje bagefter. Et nødtestamente er ugyldigt, hvis det ikke kan anses for sikkert, at det er udtryk for din beslutning og er oprettet af dig, eller hvis du må antages ikke at have været i stand til fornuftmæssigt at oprette det (§ 72).

Skriv selv, sæt dato og underskrift på, og skriv, hvorfor du ikke kan nå notaren. Er der andre til stede, så lad dem skrive navn og tidspunkt på.

Nødtestamentet er en bro, ikke en løsning. Det bortfalder, når der i 3 måneder ikke har været nogen hindring for at oprette testamente efter § 63 eller § 64 (§ 65, stk. 2).

Så snart du er i stand til det, så bestil tid hos notaren, eller kontakt retten og spørg, om notaren kan komme til dig. Et testamente med notarens påtegning er det dokument, dine arvinger ikke behøver diskutere.