Arv til børn fra tidligere ægteskab - sådan sikrer du særbørn

Nej, arv til børn fra tidligere ægteskab går kun den ene vej. Et særbarn arver sin egen forælder, men ikke sin stedforælder, medmindre stedforælderen har skrevet det i et testamente.

Arveloven kender kun slægtskab. En arveladers nærmeste arvinger er dennes børn, og børnene arver lige (§ 1). En stedforælder er ikke i slægt med sit stedbarn, så loven giver ingen arveret mellem dem, uanset om de har boet under samme tag i et år eller i tyve.

Særbørn er børn, som kun den ene ægtefælle er forælder til. Loven kalder dem særlivsarvinger. Fællesbørn er børn, I har sammen. Begge grupper arver deres egen forælder på lige fod, og et særbarn har samme tvangsarv som et fællesbarn. Forskellen viser sig først, når den anden ægtefælle dør.

Anne har Emil på 14 fra sit første ægteskab. Med Thomas har hun Ella og Karl. Huset, opsparingen og pensionen er bygget op i fællesskab, og i hverdagen gør ingen forskel på de tre børn. Det gør arveloven.

Når der er særbørn, afgør rækkefølgen af dødsfaldene, hvor meget de arver, fordi ægtefællen arver først, og det, ægtefællen arver, senere går til ægtefællens egne børn.

Dør Anne først, arver Thomas halvdelen af hendes del af formuen (§ 9), og de tre børn deler den anden halvdel. Thomas sidder nu med sin egen halvdel plus det, han arvede fra Anne. Når han senere dør, går det hele til hans livsarvinger, Ella og Karl. Emil er ikke en af dem.

Dør Thomas først, vender billedet. Anne arver halvdelen af Thomas' del, og når hun dør, deles hendes formue ligeligt mellem alle tre børn. Emil får altså en større arv, alene fordi hans mor lever længst.

Ingen kan planlægge, hvem der dør først. Derfor kan arven til et særbarn svinge voldsomt mellem to familier, der ellers ligner hinanden på alle punkter. Mange regner med, at den efterlevende ægtefælle bare fører det fælles videre til alle børnene, men loven følger slægten, ikke husstanden.

Vil den længstlevende sidde i uskiftet bo, kræver det samtykke fra førstafdødes særbørn (§ 18), men heller ikke et uskiftet bo gør særbarnet til arving efter sin stedforælder. Problemet skal løses i et testamente.

Uden testamente kan Emil ende med en tolvtedel af familiens samlede formue, mens et fælles testamente kan give ham og hans halvsøskende en tredjedel hver.

Regnestykket bygger på tre forudsætninger. Al formue er fælles, ingen af dem har særeje, og formuen er den samme ved begge dødsfald. Brøkerne er regnet på hele parrets formue, og hver ægtefælles andel er halvdelen, når den første dør. Hvert barns tvangsarv er en fjerdedel af barnets arvelod (§ 5).

Uden testamente og med Anne som den første får hvert barn en tolvtedel ved hendes død, og Thomas står med tre fjerdedele. Dem arver Ella og Karl alene, tre ottendedele hver. Dør Thomas først, får Ella og Karl en ottendedel hver efter ham, Anne står med tre fjerdedele, og alle tre børn deler dem ved hendes død.

I testamentskolonnen arver Thomas alt efter Anne, bortset fra børnenes tvangsarv. Hvert barn har en arvelod på en tolvtedel af den samlede formue og får en fjerdedel af den, altså en otteogfyrretyvendedel. Thomas står derefter med femten sekstendedele. Testamentet bestemmer, at alt deles ligeligt mellem de tre børn ved hans død, så hver får fem sekstendedele. Lagt sammen med tvangsarven giver det præcis en tredjedel hver.

Dør Thomas først med samme testamente, bliver tallene en smule skæve, fordi kun Ella og Karl har tvangsarv efter ham. Emil får så fem sekstendedele og hver af halvsøskendene elleve toogtredivtedele. Forskellen er lille, og I kan udligne den med en bestemmelse i testamentet, hvis I vil have helt lige dele.

Et fælles testamente, hvor I bestemmer, hvordan arven skal fordeles, når den længstlevende dør, er den sikreste måde at give særbørn en fast andel af arven efter jer begge.

Mange par skriver et gensidigt testamente for at sikre hinanden. Det løser kun halvdelen af opgaven. Står der intet om den længstlevendes død, arver Thomas' egne børn alt efter ham, og Emil står igen med tvangsarven efter sin mor.

Skriver I fordelingen ved den længstlevendes død ind i det fælles testamente, låser loven en del af den. Den længstlevende kan ikke ved sit eget testamente ændre friarv, der efter det fælles testamente skal gå til førstafdødes særbørn (§ 81, stk. 2). Af friarv til fællesbørn kan den længstlevende kun råde over halvdelen.

Låsen gælder kun, hvis I ikke har skrevet noget andet om den længstlevendes ret til at ændre testamentet (§ 81, stk. 3). Giver I den længstlevende frie hænder, mister særbarnet altså beskyttelsen. Det er et valg mellem fleksibilitet for den længstlevende og tryghed for særbarnet, og valget bør stå udtrykkeligt i testamentet.

Er fordelingen uigenkaldelig, kan Thomas heller ikke omgå Emils andel ved at give Ella og Karl huset i levende live, hvis gaven står i misforhold til formuen (§ 83). Reglerne om den længstlevendes testationsret gælder også, når et fælles testamente er oprettet af andre end ægtefæller, for eksempel et samlevende par (§ 82).

Du sidestiller et stedbarn med dine egne børn ved at indsætte det som arving i dit testamente med samme andel som dem, inden for den del af arven, der ikke er tvangsarv.

Thomas kan bestemme, at Emil skal arve på lige fod med Ella og Karl. Grænsen er hans egne børns tvangsarv. Er Thomas længstlevende, har Ella og Karl hver en arvelod på halvdelen af hans formue, og en fjerdedel af den er tvangsarv, altså en ottendedel hver. De resterende tre fjerdedele kan Thomas frit fordele, så tre lige store dele kan sagtens rummes.

Formuleringen betyder noget. Skriv stedbarnets fulde navn, så der ikke er tvivl om, hvem der er ment, og skriv andelen som en brøk eller en procent af hele arven. Tag også stilling til, hvad der skal ske, hvis stedbarnet dør før dig, så du ikke overlader det til fortolkning.

Afgiftsmæssigt står stedbørn som egne børn. Tillægsboafgiften rammer ikke afdødes afkom, stedbørn og disses afkom (boafgiftslovens § 1, stk. 2), så Emils arv efter Thomas afgiftsberegnes på samme måde som Ella og Karls.

Et testamente til et stedbarn skal opfylde de samme formkrav som ethvert andet testamente. Det skal underskrives for en notar eller for to vidner, ellers kan det tilsidesættes, og så gælder rækkefølgeproblemet igen.

Gør I ingenting, arver særbarnet kun sin egen forælder, og hvor stor arven bliver, afhænger af, hvem af jer der dør først.

For Emil er forskellen tre gange så meget arv i det ene tilfælde som i det andet, en fjerdedel mod en tolvtedel. Det er ikke udtryk for nogens vilje. Det er loven, der kører sin standardrækkefølge igennem en familie, den ikke er skrevet til.

Er særbarnet under 18 år, overtager den anden forælder som udgangspunkt forældremyndigheden, hvis du dør. Et børnetestamente er stedet at skrive, hvem du ønsker skal tage over, hvis den anden forælder ikke kan, men det fordeler ingen arv.

Der er også en menneskelig side. Når arven efter Thomas skal fordeles, sidder Emil som voksen over for halvsøskende, der arver alt, og en stedfar, der aldrig fik skrevet noget ned. Et fælles testamente, der siger tydeligt, at de tre børn skal behandles ens, fjerner den diskussion, før den opstår.